
politik
Det internationale
arbejde
DDDs internationale engagement giver faglig indsigt og en stærk platform for aktivt at påvirke beslutninger på EU-niveau – til gavn for dyrevelfærd, folkesundhed og de veterinære rammevilkår, som danske dyrlæger arbejder under.
DDD arbejder målrettet for at sikre danske dyrlægers interesser i en europæisk og global virkelighed, hvor beslutninger truffet i Bruxelles i stigende grad former vilkårene for dyrevelfærd og veterinær praksis. Gennem aktiv deltagelse i FVE (Federation of Veterinarians of Europe) og netværk som 4 Country og det Nordisk-Baltiske samarbejde er DDD med til at præge dagsordenen og dele danske erfaringer – til gavn for både dyr, faglighed og medlemmernes arbejdsvilkår. Det internationale engagement giver DDD direkte adgang til beslutningstagere og viden, som styrker den nationale indsats og sikrer, at danske dyrlæger bliver hørt – også uden for landets grænser.
4 Country-møde i Paris
I maj 2025 deltog DDD i det årlige 4 Country-møde, som denne gang blev afholdt i Paris med deltagelse af veterinærforeningerne fra Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland. Mødet havde fokus på en række fælles udfordringer, herunder registrering af antibiotikaforbrug, veterinærlægemiddelforordningen, dyresundhed, kriseberedskab og priser på dyrlægeydelser.
Et centralt emne var den udvidede registrering af antibiotikaforbrug for kæledyr og heste, hvor Danmark har opbygget erfaringer via VetStat, mens særligt Frankrig og Tyskland står overfor store implementeringsudfordringer. Der blev også udtrykt bekymring for manglende koordinering i kriseberedskaberne i flere lande, hvilket understreger værdien af det danske nationale beredskabssystem.
Læs mere: Fælles pres på EU og fælles løsninger på vej
Nordisk-Baltisk møde i Island
I juni deltog DDD i det årlige Nordisk-Baltiske møde, som blev afholdt i Island. Første mødedag havde fokus på veterinært beredskab, herunder hvordan de nordiske og baltiske lande kan styrke samarbejdet om håndtering af alt fra smitsomme sygdomme til energikriser og biologiske trusler.
Der var bred enighed blandt deltagerne om, at praktiserende dyrlæger kan spille en større rolle i beredskabet. Særligt Finland præsenterede en model, hvor praktiserende dyrlæger under distriktsordningen er en integreret del af det nationale beredskab. DDD ser frem til at videreudvikle dette samarbejde gennem et planlagt onlinemøde i efteråret.
FVE
Federation of Veterinarians of Europe (FVE) er sammenslutningen af dyrlæger i Europa og fungerer som en paraplyorganisation for veterinære organisationer fra i alt 39 europæiske lande.
DDD er medlem af FVE, der er en vigtig stemme i lovgivningsprocessen i EU-Kommissionen og i Europa-Parlamentet. FVE varetager alle europæiske dyrlægers interesser ved at påvirke den politiske beslutningsproces på følgende områder: Dyrs sundhed og velfærd, lægemidler, folkesundhed og fødevaresikkerhed, den veterinære profession, samt dyrlægers uddannelse og efteruddannelse.
Dyrlæge Mette Uldahl sidder i FVE's bestyrelse som First Vice-President i FVE, og sikrer dansk indflydelse på den europæiske veterinærpolitik.
4 Country
Siden 2011 har DDD været en del af netværket 4 Country, hvor kolleger fra Danmark, Tyskland, Holland og Frankrig mødes en gang årligt. Formålet er at dele viden, erfaringer og strategier. Udvekslingen giver indsigt i forskellige nationale tilgange og styrker samarbejdet om fælles udfordringer som antibiotikaresistens og One Health-strategier i Europa.
Nordisk-baltisk samarbejde
DDD arbejder tæt sammen med veterinærforeninger i de nordiske og baltiske lande. Samarbejdet styrker fælles indflydelse i FVE. Landene mødes forud for FVEs generalforsamlinger for at drøfte dagsordenen og udveksle status fra de enkelte lande.
Som led i mødet blev der også taget initiativ til etablering af et nyt Nordisk-Baltisk netværk for veterinært beredskab, der skal styrke kontakten mellem nøglepersoner på området. Netværket skal bidrage til videndeling og erfaringsudveksling om, hvordan praktiserende dyrlæger kan inddrages som en ressource i beredskabsarbejdet.
Læs mere: Godt beredt i nordisk-baltisk samarbejde
FVE-møde i Bruxelles
Den 28.-29. november deltog DDDs forperson, Hanne Knude Palshof, i den halvårlige generalforsamling i FVE i Bruxelles. Blandt de centrale emner på dagsordenen var implementeringen af Animal Health Law, øget fokus på veterinære vacciner og krav til day-one kompetencer for kommende dyrlæger.
Læs også: Dansk indflydelse i EU gennem FVE
På grund af den økonomiske situation i DDD har hovedbestyrelsen i 2024 og her i 2025 valgt at stille medlemskaberne af FVEs sektioner i bero. Arbejdet i sektionerne giver øget indflydelse, og derfor genoptager hovedbestyrelsen disse medlemskaber fra 2026 for at fastholde en stærk dansk stemme i det europæiske samarbejde. Dette er særligt relevant i en tid, hvor EUs politiske fokus på dyrevelfærd, folkesundhed og veterinærsektorens rammevilkår er stigende.
FVEs sektioner
EASVO - European Association of State Veterinary Officers
Organisationsarbejdet er koncentreret om de emner, der vedrører administrativt ansatte dyrlæger, herunder transport, dyrevelfærd, sygdomsbekæmpelse, medicinanvendelse, attestation, efteruddannelse, akkreditering, privatisering af den officielle kontrol, godkendelse af dyrlæger og specialistuddannelser mv.
EVERI - European Veterinarians in Education, Research and Industry
EVERI er en trebenet organisation, hvor der arbejdes med alle emner inden for undervisning, forskning og dyrlægers virke i industrien. Arbejdet er koncentreret om at sikre bedst mulige kvalifikationer for dyrlæger gennem sikring af optimal uddannelse både under og efter dyrlægestudiet. Arbejdet i EVERI inkluderer blandt andet VETCEE (sikring af ensrettet efteruddannelse af dyrlæger) og EMS (udveksling og specialisering af dyrlægestuderende fx inden for fiskesygdomme og forsøgsdyrsvidenskab mv.).
FEEVA - Federation of European Equine Veterinary Associations
I relation til medicin arbejdes der løbende i EU regi via FVE /FEEVA på at sikre optimal medicineringsmulighed for alle heste. Der arbejdes på listen over essentielle stoffer til behandling af heste. Der arbejdes på at behandling med medicin kan afvige fra SPC´et, FVE´s medicin-arbejdsgruppe arbejder på at få ”vedhæftet” et notat til den gældende lov, der tillader den enkelte dyrlæge at afvige fra SPC´et. Hvis dyrlægen står med en case, og fagligt og korrekt kan argumentere for, at det dyr der behandles vil få en bedre behandling hvis medicineringen fraviger. Og der arbejdes på det ”danske dilemma” at FEI kræver vaccination 2 gange årligt mod Influenza for at kunne deltage i konkurrencer i FEI-regi. FEEVA præsidenten Joe Collins er ved at indse at det er et paneuropæisk problem, som, skal løses på europæisk plan. FH arbejder på sagen. FH er repræsenteret i FEEVA via Mette Uldahl. FH honorerer Mette med 5 arbejdsdage plus transport for at deltage i FEEVA arbejdsgrupperne Disease surveillance og Equine Welfare.
UEVH - Hygienists and Public Health Veterinarians
Arbejdet i UEVH er bl.a. at fremme dyrlægens rolle i hele fødekæden fra jord til bord. Dette gøres blandt andet ved at påvirke EU-lovgivningen i Bruxelles med faglige argumenter for, hvorfor dyrlæger skal udføre bestemte opgaver.
UEVP - Union of European Veterinary Practitioners
UEVP arbejder med alle de forhold, der gør sig gældende for dyrlæger i praksis. Det gælder fx forholdene for at opnå og vedligeholde autorisation samt efter- og videreuddannelse. UEVP beskæftiger sig ligeledes med forhold om medicin, medicinhåndtering, medicinresistens, medicinsalg og forhold om sundhedsrådgivningsprogrammer og dyrevelfærd. Europa-Parlamentets arbejde med Animal Health Law giver også arbejde i UEVP.
FECAVA - The Federation of Companion Animal Veterinary Associations
FECAVA samler smådyrsdyrlæger fra hele Europa og arbejder for at styrke fagligheden og vilkårene i praksis. Organisationen udarbejder fælles europæiske retningslinjer, fx for antibiotikaanvendelse og infektionskontrol, og bidrager til at sikre ansvarlig medicinering på tværs af landegrænser. FECAVA er desuden en stærk stemme i den europæiske debat om dyrevelfærd, One Health og smådyrspraksis’ rolle i samfundet. Gennem samarbejde med de nationale dyrlægeforeninger, herunder DDD, bidrager FECAVA til at skabe fælles standarder og understøtte efteruddannelse og faglig udvikling for smådyrsdyrlæger i hele Europa.