Group of students outside a building with banners hanging from windows.

UDdannelse

Studerende i øst
og vest

DDD har fra første dag engageret sig i opbygningen af et stærkt veterinærfagligt fællesskab omkring den nye dyrlægeuddannelse på AU Viborg – til gavn for både studerende, undervisere og professionen som helhed.

Med etableringen af Anivet – den nye veterinæruddannelse ved Aarhus Universitet – har Danmark fået en ny indgang til dyrlægeprofessionen. For DDD har det fra begyndelsen været afgørende, at denne nye uddannelse ikke kun bliver solid på det faglige plan, men også integreres i det veterinære fællesskab med stærk tilknytning til forening og profession.


Det handler ikke blot om at byde en ny institution velkommen – det handler om at sikre, at fremtidens dyrlæger, uanset hvor de uddannes, har samme grundlæggende faglige ståsted og arbejder under fælles vilkår. Derfor har DDD prioriteret tæt kontakt til både ledelse, underviserkræfter og studerende på Anivet.


Foreningens forperson har løbende dialog med DDDs studenterrepræsentant på Anivet, og samarbejdet med studerende og fagmiljøet har udviklet sig positivt i løbet af det første år. Det har blandt andet ført til etablering af en lokal studentertilslutning til Veterinærmedicinsk Forening (VMF), som på sigt kan blive grundlaget for en egentlig studenterforening med base i Foulum.



DDD har taget initiativ til en række møder og aktiviteter for at styrke netværk og skabe bånd mellem studerende på tværs af landets to uddannelser:

Velkomstmøde i Viborg
I oktober holdt vi en fælles aften i Viborg. Her deltog både DDD, repræsentanter fra VMF og de nye Anivet-studerende. Der blev skabt relationer, delt erfaringer fra livet som studerende i København og talt om at opbygge et stærkt studiemiljø i Viborg.


Første besøg i København
Kort tid efter blev de nye studerende inviteret til København, hvor DDD var vært i egne lokaler. Her mødte de VMFs bestyrelse og deltog i faglige og sociale aktiviteter – herunder rundvisning på campus, Familiedyrshospitalet og Stordyrshospitalet i Taastrup. Besøget markerede den første fælles sammenkomst mellem de to studentergrupper og blev en inspirerende weekend med fokus på fælles kultur og fremtidigt samarbejde.


Julehygge i Foulum
I december blev der klippet, klistret og talt om studieliv og eksamensnerver under hyggelige rammer i Foulum. Studerende fra KU deltog og var med til at forbinde de to uddannelser.


Alle arrangementer har haft ét mål: At bygge bro mellem studerende, mellem uddannelsessteder og mellem de mennesker, der sammen udgør fremtidens dyrlægestand. Med dette afsæt er der i dag – allerede efter første studieår – skabt et trygt, nysgerrigt og fagligt fællesskab mellem DDD og Anivet. Det lover godt for fremtiden.

DDDs støtte til de studerende

DDD prioriterer at støtte de studerende på en lang række områder – både direkte og indirekte. DDDs støtte inkluderer blandt andet:

  • Økonomisk støtte til udgivelse af Kanylen
  • Velkomstgaver til 1.-årsstuderende i form af kittel og dissektionssæt
  • DDD producerer og uddeler kittelkort (familiedyr, produktionsdyr, hest)
  • Fagligt og fagpolisk arbejde for at sikre et godt studiemiljø
  • Årlig støtte til VMFs rejsefond IVSA
  • Håndtering af VMFs medlemssystem
  • Rådgivning om løn og ansættelsesforhold i studiejobs
  • Et ½ års gratis medlemskab af DDD til færdiguddannede.


Derudover holder DDD hvert år Snart kandidatdag og Differentieringsmøde for veterinærstuderende. DDD deltager også på VMFs Inputmesse, der giver virksomheder og studerende en god mulighed for at komme i kontakt med hinanden, ligesom vi hvert år støtter op om Smediefesten og deltager med en stand.