Studiemiljø: En uddannelse er sine studerende

En uddannelse er mere end pensum og undervisningsfaciliteter. En uddannelse er sine studerende – og hvis ikke de studerende trives, falder de fra. Og uden studerende, ingen uddannelse, mener formand for VMF, Daniel Hjorth Lund.

Den Danske Dyrlægeforening var kritisk overfor regeringens ide om endnu en dyrlægeuddannelse i Danmark. Den bryder med en 250 år lang tradition om én uddannelsesinstitution for alle dyrlæger og kan i værste fald medføre et kompetencetab, da forskningen skal spredes ud på to institutioner. Samtidig betyder Danmarks lille veterinærfaglige miljø også, at det kan være svært at tiltrække undervisere og profiler fra udlandet – noget der heller ikke bliver nemmere med en opdeling af uddannelsen.

 

Men hovedpersonerne i alt dette er ikke Dyrlægeforeningen, men derimod de studerende. Og hvad er deres tanker om den nye uddannelse?

 

Spørger man formand for VeterinærMedicinsk Forening (VMF), Daniel Hjorth Lund, er budskabet klart: De studerende er ligeledes bekymrede over den nye uddannelse i Foulum – for det er ikke sådan bare lige at etablere en velfungerende uddannelse.

 

Selv når det rent praktiske som lokaler og undervisere, er på plads, er der meget arbejde tilbage, førend uddannelsen kan blive en succes. Her fremhæver Daniel Hjort Lund specielt tre områder han som repræsentant for de veterinærstuderende anser som værende kerneelementer i uddannelsens undervisnings- og velfærdsmiljø:

 

1. Uddannelsens faglige niveau/kvalifikationer

 

Veterinæruddannelsen i Foulum baseres på pensum fra veterinærskolen ved Københavns Universitet, og det vil derfor være muligt for de studerende at skifte mellem de to skoler. Ifølge Daniel Hjorth Lund er dette betryggende for de studerende, da det betyder en bibeholdelse af den eksisterende veterinæruddannelsens høje faglige niveau.

 

Veterinærskolen ved Københavns Universitet rangerer på nuværende tidspunkt som nummer 7 på Shanghai Ranking List, og nummer 8 på QS World University Ranking List. Derudover inkluderer den europæiske EAEVE-akkreditering, hvilket betyder at de nyuddannede dyrlæger har mulighed for at bruge deres uddannelse udenfor Danmark.

 

Som reglerne er nu, kræver denne akkreditering dog at der er dyrehospitaler tilknyttet uddannelsen – noget der ikke er tilfældet med uddannelsen i Foulum.

 

Det er derfor essentielt at uddannelsen i Foulum kan opnå den europæiske akkreditering, for ellers kan det i værste fald betyde, at der på sigt vil uddannes et A og et B hold, da dyrlæger fra uddannelsen i Foulum vil mangle nogle essentielle Day 1 Qualifications, vi ser fra veterinærskolen i København, understreger Daniel Hjorth Lund.

 

”En distribueret model er ikke nødvendigvis værre end den, der bruges ved veterinærskolen i København, men den kræver en stram kvalitetssikring for at sikre de studerende et ensartet, generelt og fagligt tilfredsstillende læringsudbytte”



Hvor Universitetshospitalet for Familiedyr og Universitetshospitalet For Store Husdyr på Københavns Universitet med udstyr og faciliteter uddanner de studerende til et professionelt virke på højeste faglige niveau, vil uddannelsen i Foulum, som ikke har adgang til lignende faciliteter, i stedet benytte sig af det, de omtaler som den distribuerede model. Her vil de studerende i stedet modtage deres kliniske uddannelse foregå på godkendte private dyreklinikker/hospitaler.

 

Dette giver anledning til bekymring blandt de studerende, da deres praktiske erfaring derved kommer til meget at bero på mulighederne i de enkelte dyreklinikker, samt klinikindehaveres tolkning af læringsmål og egenskaber som undervisere, fremhæver Daniel Hjorth Lund.

 

En distribueret model er ikke nødvendigvis værre end den, der bruges ved veterinærskolen i København, men den kræver en stram kvalitetssikring for at sikre de studerende et ensartet, generelt og fagligt tilfredsstillende læringsudbytte.

 

Derfor anser VMF det som værende positivt, at åbningen er udskudt til sommeren 2024, da det giver bedre tid til at få akkrediteringer, kvalitetstjek og hele den distribuerede model på plads.

 

2. Fokus på velfærdsmiljøet

 

Og så er der det ekstracurriculære. En uddannelses velfærdsmiljø er uhyre vigtigt for fastholdelsen af de studerende. På veterinærskolen ved KU har VMF spillet en stor rolle i opbygningen af studiemiljøet og været en væsentlig faktor i skabelsen af et miljø, der i høj grad bygget op omkring aktiviteter udover studieprogrammet.

 

Det er ikke noget tilfælde, at de fleste tidligere studerende husker aktiviteter som ruskurser, studiegrupper og sociale arrangementer mange år efter, at de er færdige på studiet.

 

”Alle disse aktiviteter, som kan lyde uvæsentlige i studieøjemed, er med til skabe et velfungerende socialt miljø, hvor de studerende danner netværk, kobler af og sparrer både fagligt og socialt. Og det giver altså, i sidste ende, velfungerende studerende, der har energi og veloplagthed til undervisningen”

 

Og her betyder uddannelsens beliggenhed altså noget. Er der mulighed for at mødes med studiegruppen på en café, hvis der ikke lige er nogen, der har svunget støvsugeren og gjort klar til gæster? Kan man mødes med studiekammeraterne til en øl eller en kop kaffe på feriens sidste aften, og snakke om det kommende semester? Er der parker, hvor der kan arrangeres grillaftener og udendørsspil?

 

Alle disse aktiviteter, som kan lyde uvæsentlige i studieøjemed, er med til skabe et velfungerende socialt miljø, hvor de studerende danner netværk, kobler af og sparrer både fagligt og socialt. Og det giver altså, i sidste ende, velfungerende studerende, der har energi og veloplagthed til undervisningen.

 

3. De studerendes hverdag

 

Det sidste af VMF-formandens punkter er mere lavpraktisk, men samtidig en forudsætning for både velfærdsmiljøet og det faglige. Hvor skal de studerende bo? Hvordan skal de betale husleje? Og hvordan kommer de frem til campus?

 

Campus Foulum, hvor den nye veterinærmedicinuddannelse skal ligge, har i skrivende stund 174 indbyggere. Nærmeste større by er Viborg, som ligger cirka 10 km fra campus. Turen tager omkring 25 minutter med bus, og bussen går en gang i timen.

 

- Det er naturligvis relativt enkelt for Aahus Universitet at finde en logistisk løsning her og få indsat flere busser, men det er også strengt nødvendigt. Både i forold til kontinuerligt at kunne tilgå uddannelsesfaciliteterne i løbet af dagen, men også at kunne komme hjem – fx i forbindelse med sen eksamensforberedelse eller lignende, påpeger Daniel Hjort Lund.

 

Samtidig er det heller ikke i Foulum, man finder studieboliger, hvilket betyder, at de studerende må kigge mod Viborg. Et hurtigt kig viser, at der er en pæn mængde lejeboliger til rådighed – og til langt mere overkommelige priser end i gængse studiebyer som Aarhus, Ålborg og København. Det er positivt, understreger Daniel Hjort Lund.

 

- De ligger dog stadig i et leje, hvor SU’en får svært ved at slå til, hvis der også skal være plads til dagligvareindkøb, transportudgifter og sociale aktiviteter.  

 

Mulighed for arbejde ved siden af studiet er derfor også et vigtigt aspekt af de studerendes velfærd. Både i kraft af muligheden for delvist at forsørge sig selv og undgå SU-lån, men også i forhold til at opbygge netværk og erfarings fra arbejdsmarkedet allerede under uddannelsen.

 

VMF hjælper gerne

 

Ligesom KU har lang erfaring med at drive en veterinærmedicinsk uddannelse, med alle de udfordringer og behov, den medfører, har VMF erfaring med at skabe et sundt og inkluderende velfærdsmiljø for de studerende.

 

Hidtil har VMF ikke været inddraget, men det er håbet, at AU Viborg indser vigtigheden af et godt velfærdsmiljø og har lyst til at samarbejde med VMF om at sætte de studerendes behov forrest under den videre udarbejdelse af uddannelsen.

 

- Og det er vigtigt at holde sig for øje, for det er netop dem, uddannelsen er til for. Det er vigtigere end noget politisk prestigeprojekt, der vil udligne en opfattet demografisk- og geografisk ubalance, slår Daniel Hjort Lund fast.

 

Hvor står DDD?

 

Den nye veterinærmedicinuddannelse er en realitet, og det tjener ingens interesser hvis Dyrlægeforeningen ikke samarbejder med den. Som nævn er det veterinærfaglige miljø i Danmark relativt lille, så der er nødt til at være samhørighed og samarbejde – og muligheden for at uddanne flere dyrlæger er positiv!

 

Dog er Dyrlægeforeningen helt enige med Daniel Hjorth Lund og VMF: det er vigtigt at den nye veterinæruddannelse ligeledes opnår den europæiske EAEVE-akkreditering, for det tjener ingen hvis der uddannes et A og et B hold – og mindst af alle de studerende.

 

Dyrlægeforeningen har derfor allerede i starten af året indledt en tæt dialog med Aarhus Universitet. Både for at dele den viden og de erfaringer, foreningen ligger inde med, men også for bedst muligt at kunne sikre forståelse for, og opbakning til, den nye uddannelse blandt foreningens medlemmer, så den kan komme godt fra start.

Share by: